Hvad er vi for en kirke

 

Hvad er FriKirken – En Åben Dør?

 
Som navnet siger er det en frikirke; det vil sige, at den er adskilt fra staten. Derfor står den mere frit i det daglige virke. Det medfører, at præsten eller den der prædiker selv vælger sin bibeltekst; prædiker det kristne budskab, som han eller hun føler sig ledet og inspireret til at give ved pågældende gudstjeneste eller møde. Man står også frit med hensyn til salmevalg, musik og gudstjenestestil som sådan. Lovsange med grundlag i Guds ord.

At være frikirke medfører så også, at man ikke får økonomisk tilskud fra staten til kirkens almindelige drift. Derfor indsamles der i hver gudstjeneste en frivillig gave eller kollekt, som danner grundlag for kirkens budget og daglige økonomi så som lokaleudgifter, præsteløn med mere.


 

Hvad tror vi på i FriKirken – En Åben Dør?

 
Her skal bare nævnes et par af de mest centrale punkter:

  • Vi tror på Gud som skaberen og opretholderen af alle ting.
  • Vi tror, at Gud Faderen har åbenbaret sig endegyldigt i sin Søn, Jesus af Nazaret.
  • Vi tror på de bibelske beretninger om Jesu liv og virke; hans tegn og undere og mirakler.
  • Vi tror på Jesu Kristi forsoning af vores synder, at hans død på korset og hans opstandelse fra de døde, er det eneste og fuldgyldige grundlag for det enkelte menneskes frelse og evige liv.
  • Vi tror, at enhver som tror på Jesus som Herre og Frelser, ikke skal fortabes, men have evigt liv.
  • Vi tror, at Jesus skal komme til jorden igen og virkeliggøre Guds Rige endegyldigt.
  • Vi tror på treenigheden: Faderen, Sønnen og Helligånden, som én Gud.
  • Vi tror på Helligånden som Jesu stedfortræder i verden. Ham der gennem kirken/menigheden, fører Kristi gerninger i verden videre og til fuldendelsen, hvilket vil ske ved Jesu andet komme.

 

Nadver

 
I FriKirken – En Åben Dør fejrer vi også nadver; som regel et par gange om måneden. Vi betragter især nadveren som et ”mindemåltid” ud fra ordene i nadverteksten: ”gør dette til ihukommelse af mig.” Ved nadveren samler hver enkelt deltager især tankerne om Jesu stedfortrædende død på korset. Når præsten og menighedstjeneren bryder brødet, illustrerer dette symbolsk, hvordan Jesus blev brudt i lidelse og død under Pontius Pilatus. Ligeledes minder kalken os om Jesu blod, der renser for al synd. Alle der ønsker at mindes Jesu død og opstandelse, er velkomne til at deltage i nadveren.
 

Dåb

 
I FriKirken – En Åben Dør praktiserer vi det man populært kalder ”troendes dåb”. Det vil sige, at vi kun døber mennesker, som er kommet til overbevisning om at Jesus er Guds Søn og deres personlige Frelser. I øvrigt må hver enkelt have udtrykt et personligt ønske om at opleve den kristne dåb på deres egen krop. Selve dåben foregår ved neddykkelse i vand, ligesom man gjorde det i den første kristne kirke – også ud fra Romerbrevet 6: 4 som siger: ”Vi blev altså begravet med ham ved dåben til døden, for at som Kristus blev opvakt fra de døde ved Faderens herlighed, således skal også vi leve et helt nyt liv.” Neddykkelsen under vandet symboliserer det gamle livs udslettelse, medens oprejsningen ved dåbsvandet symboliserer oprejsning til et nyt åndeligt liv i Kristus, vores delagtiggørelse i Kristi opstandelse fra de døde.
 

Medlemskab

 
Medlem af FriKirken – En Åben Dør kan enhver blive:

  • som ved nytestamentlig dåb personligt bekender sin tro på Jesus Kristus som Guds Søn, Frelser og Herre
  • eller som personligt bekender sin tro på Jesus Kristus som Guds Søn, Frelser og Herre.

Af Kirkeministeriet er FriKirken – En Åben Dør anerkendt som frikirke, hvilket giver bemyndigelse til at foretage kirkelige handlinger, som f.eks. vielser og begravelser.